Pensionsselskab tror stadig på Laudrup som reklamesøjle

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Med et enormt fodboldstadion i baggrunden reklamerer Michael Laudrup for tiden i en stort opsat reklamefilm for pensionsselskabet PFA Pension, og sådan vil det også fortsætte efter Swansea-managerens fyring tirsdag aften.

Det meddeler PFA Pension i en pressemeddelelse.

- Michael Laudrup har allerede hjulpet os rigtig meget med at inspirere danske virksomheder til at lægge den rigtige pensionstaktik, siger koncerndirektør Lars Ellehave-Andersen.

- Hans stop som cheftræner i Swansea ændrer ikke ved, at Michael Laudrup er en fornem ambassadør for de værdier, vi står for i PFA Pension. Derfor fortsætter vi ufortrødent og med stor tilfredshed samarbejdet med Michael Laudrup, siger direktøren.

PFA Pension, som er Danmarks største kommercielle pensionsselskab, indledte et toårigt samarbejde med Michael Laudrup i november 2013.

Siden har Michael Laudrup været sendt i offensiven for PFA Pensions nye online værktøj, PFA Optimator, som ifølge firmaet selv har gjort det lettere for danske virksomheder at vælge den rigtige pensionsordning til deres medarbejdere.

/ritzau/