Pentagon bekræfter tilfangetagelse af libysk terrorleder

»Som resultat af en amerikansk antiterror-operation er Abu Anas el-Liby i øjeblikket lovligt tilbageholdt af det amerikanske militær på et sikkert sted uden for Libyen,« lød det ifølge nyhedsbureauet AFP i en officiel erklæring fra George Little.Den 49-årige libyske mand blev i 2000 ved en domstol i New York tiltalt for at have spillet en rolle i planlægningen af to bombeangreb mod USAs ambassader i Nairobi, Kenya, og Dar es Salaam, Tanzania, i august 1998.

Her blev han anklaget for at have udført overvågning af ambassaden i Nairobi i 1993 og 1995 og for at have diskuteret muligheden for at angribe amerikanske mål med et andet fremtrædende medlem af al-Qaeda.

Han har siden optrådt på USAs liste over de mest eftersøgte terrorister i verden.

Mere end 200 mennesker mistede livet i bombeangrebene.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har udlovet en dusør på, hvad der svarer til cirka 27 millioner danske kroner, for informationer der fører til pågribelsen af Nazih Abd al Hamid al-Ruqhay.

Fremtrædende embedspersoner fra den libyske overgangsregering oplyste lørdag til The New York Times, at de ikke kendte til forsøg på at pågribe eller pågribelsen af den eftersøgte libyer.

Nazih Abd al Hamid al-Ruqhay menes at have tilsluttet sig al-Qaeda i begyndelsen af 1990erne, hvor han boede i Sudan. Siden flyttede han til Storbritannien, hvor han fik politisk asyl.

Efter bombeangrebene mod de amerikanske ambassader gennemsøgte britisk politi libyerens lejlighed, og her fandt politiet blandt andet en arabisk terrormanual på 18 kapitler, der blandt andet vejledte i bilbombeangreb, tortur og sabotage.

Ifølge The New York Times er den nu tilfangetagne libyer ikke mistænkt for at have været involveret i angrebet mod den amerikanske ambassade i Tripoli sidste år, der kostede den amerikanske ambassadør i Libyen livet.

Dagens Gossip