Pernille Skipper: Det er super ærgerligt

»Det er jo super ærgerligt, at man - på trods af kritik fra almindelige borgere, baglandet i alle fem partier, eksperter, redaktører fra store dagblade og TV-stationer og sågar internationale organisationer - har valgt fuldstændig ikke at lytte,« siger hun efter, at loven tirsdag eftermiddag er vedtaget med stemmer fra regeringspartierne, Venstre og de Konservative.

99 folketingsmedlemmer stemte for og 42 imod efter en timelang debat i Folketingssalen.

»Vi havde selvfølgelig håbet til det sidste, at der ville komme lidt ørenlyd, og det er rigtig ærgerligt, at der ikke kom det,« siger Pernille Skipper, der sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er indædte modstandere af den nye lov.

LAs politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), synes, det er en »trist dag«.

»Jeg er da skuffet - også på borgernes vegne - over, at man har vedtaget den her lov, som lukker ned for, hvor meget indsigt, man kan få i ministerierne. Nu bliver det sværere at få indsigt i nogle af de ting, der sker inde i ministrenes maskinrum,« siger Ammitzbøll, der opfordrer landets journalister til at komme i gang med at søge aktindsigter inden 1. januar 2014:

»Det kan jo være, at journalisterne rundt omkring på redaktionerne skal prøve at tænke over, om der er nogle sager, de skal have boret i, inden den nye offentlighedslov træder i kraft til nytår.«

For at imødekomme kritikken har justitsminister Morten Bødskov (S) besluttet, at loven skal evalueres af Folketingets Ombudsmand efter tre år. Ombudsmanden skal undersøge, hvordan de to mest udskældte paragraffer i loven - der undtager visse dokumenter for aktindsigt i forbindelse med ministerbetjening - anvendes i praksis, og om det sker i overensstemmelse med lovens intentioner. Herefter vil Justitsministeriet udarbejde en redegørelse til Folketinget, som sættes til debat.

Dagens Gossip

Dagens TV