Person er fundet død efter gårdbrand i Randers

En ukendt person er fundet død i et stuehus på en firelænget går ved Randers. En obduktion skal nu hjælpe Østjyllands Politi på sporet af personens identitet.

Østjyllands Politi modtog torsdag klokken 12.23 et opkald om brand i en ejendom på Grovbakkevej i Over Fussing.

- Ved brandvæsnets ankomst blev der sendt røgdykkere ind i det brændende stuehus med henblik på afsøgning af eventuelle personer på stedet. Undersøgelsen måtte imidlertid hastigt afbrydes på grund af nedfaldne genstande, skriver politiassistent Marianne Morgen i en pressemeddelelse.

Senere lykkedes det at gennemføre en brandstedsundersøgelse, hvor der blev fundet en død person på stedet.

- Det har p.t. ikke været muligt at fastslå identiteten på personen, ligesom det ikke har været muligt at konstatere eventuelle skader på personen, skriver Marianne Morgen.

Der vil blive holdt obduktion fredag for dels at finde identiteten på afdøde, dels at finde dødsårsagen. Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger i sagen, indtil obduktionen er gennemført.

I en anden brand i Randers er en 49-årig mand er sent onsdag aften kommet slemt til skade efter en eksplosionsagtig brand i sit hus i Randers.

Manden er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet med andengradsforbrændinger over store dele af kroppen.

Politiet fik anmeldelsen om branden på Nordgade i Randers klokken 22.39. Årsagen til branden er endnu ukendt, men politiet har en formodning om, at gasflasker har været involveret i eksplosionen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV