Person omkommet i brand på værtshus

Skrevet af admin

02/11/2015

Mest læste i dag

En person er fundet død ved en brand i en have tidligt mandag morgen i den sydfynske by Ollerup, oplyser Fyns Politi.

Politiet har mandag eftermiddag sammen med teknikere afsluttet de tekniske undersøgelser. Der er ingen grund til at antage, at der ligger en forbrydelse bag branden, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Det er der ikke noget, der tyder på, siger politikommissær ved Fyns Politi Carsten Mogensen.

Undersøgelserne har desuden vist, at der ikke har været brand i bebyggelsen på stedet, men kun i haven hvor den afdøde person blev fundet.

Carsten Mogensen fortæller, at de formoder, at den afdøde er en mand.

Men personens identitet er endnu ikke fastslået med sikkerhed. Det bliver den formentlig først ved en obduktion tirsdag. De formodede pårørende er dog blevet underrettet.

Branden opstod lidt efter klokken 04.30 på værtshuset Kompasset, lød den første melding. Men der har altså kun været brand i haven.

- Vi kører frem og konstaterer, at der er noget, der brænder nede i baghaven. Det får vi slukket, og vi overdrager herfra sagen til politiet, sagde brandvæsnets indsatsleder Kenneth Hørdum til Fyens.dk.

Han ønskede ikke at fortælle, hvad det var, der brændte i baghaven.

Fyens.dk skrev, at området omkring værtshuset var spærret af. Det samme var dele af den nærliggende sidevej Østre Stationsvej. Politiet undersøgte ifølge avisen området med hunde.

/ritzau/