Personale på ebola-hospital i Sierra Leone strejker

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Der er problemer med aflønning, og arbejdsforholdene er dårlige.

Det siger sundhedspersonalet på Kenema-hospitalet i det østlige Sierra Leone, og derfor er personalet gået i strejke.

Hospitalet er centrum for behandling af den dødelige og smitsomme sygdom ebola i regionen.

- Arbejderne har besluttet at standse arbejdet, for vi har ikke fået betalt tillæg, og vi mangler nogle redskaber, siger Ishmael Mehemoh, en af lederne på klinikken.

Han siger, at det tøj, som personalet har fået til beskyttelse mod den smitsomme sygdom, ikke er godt nok.

Desuden har klinikken kun én båre, og den er i stykker. Den bruges til at bære såvel patienter som døde.

Ebola smitter blandt andet gennem opkast og blod, og epidemien raser i det vestlige Afrika.

Ebola blev først opdaget i et afsides jungleområde marts i den sydøstlige del af Guinea. Så bredte den sig over grænserne til Liberia og Sierra Leone.

Der er fundet smittede i Nigeria og senest også en patient i Senegal.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har registreret godt 3000 smittede.

Frem til den 26. august var der registreret 1552 dødsofre.

/ritzau/Reuters