Personel fra Balkan-lande uddannes i katastrofeberedskab

Snestorme, oversvømmelser og andre former for naturkatastrofer kender ikke til landegrænser, og når hjælpen ankommer, kan responstiden betyde forskellen på liv og død. Derfor trænes lande på Balkan og Tyrkiet i at hjælpe hinanden og modtage hjælp fra de øvrige EU-lande.

Eksperter fra Beredskabsstyrelsen er blevet hyret til at uddanne de statslige redningsberedskaber i Bosnien, Serbien, Montenegro, Makedonien, Kosovo, Albanien, Tyrkiet og Kroatien (som bliver fuldgyldigt medlem af EU den 1. juli 2013) i katastrofeledelse.

Uddannelsen sker som et led i disse landes arbejde med at blive optaget i EU. Undervisningen skal gøre landenes statslige redningsberedskaber i stand til at indgå i det samarbejde om katastrofeberedskab, som den europæiske union faciliterer imellem medlemslandene.

Kostbar tid kan nemlig gå tabt, hvis hjælpen ikke er organiseret og håndteret på den rigtige måde og foregår via på forhånd aftalte kanaler.

Eksport af dansk atastrofeberedskab
I løbet af i alt 16 kurser skal alle fra redningshundeførere og generaldirektører fra landenes statslige redningsberedskaber trænes og uddannes.

- Det er en stor tilfredsstillelse at opleve, at den danske tilgang til katastrofeberedskab kan eksporteres til udlandet. Danmark er langt fremme, når det gælder udvikling og gennemførelse af uddannelsesprogrammer for katastrofeeksperter, siger sektionsleder ved Beredskabsstyrelsen, Nikolas Kühn-Hove.

Dagens Gossip