To personer anholdt for drab i Odense

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Fyns Politi har anholdt en 37-årig kvinde og en mand på 27 år, som begge sigtes for at have dræbt en ældre kvinde, der blev fundet død på sin bopæl i Odense søndag.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden og kvinden blev begge anholdt mandag eftermiddag.

Den dræbte kvinde var 79 år og blev fundet i sit hjem på Middelfartvej i Odense V søndag formiddag, oplyser politiet.

Omstændigheder omkring fundet af den døde kvinde gjorde, at politiet betragtede dødsfaldet som mistænkeligt.

En obduktion mandag viste, at kvinden var blevet dræbt.

Politiet kan tirsdag formiddag ikke oplyse nærmere om dødsårsagen.

Det vides heller ikke, hvordan de sigtede forholder sig til anklagen.

De anholdte fremstilles tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Odense - muligvis bag lukkede døre.

/ritzau/