To personer er anholdt for tredobbelt drab i Sverige

Skrevet af admin

08/03/2015

Mest læste i dag

To personer er blevet anholdt i forbindelse med det tredobbelte drab i den svenske by Uddevalla nord for Göteborg.

Politiet har anholdt de to personer med en halv times mellemrum søndag eftermiddag, efter at tre personer blev fundet dræbt ved Uddevalla Sygehus lørdag morgen.

På nuværende tidspunkt kan politiet ikke komme med flere detaljer, lyder det fra politiets talsmand, Christer Fuxborg.

Flere medier skriver, at omkring 20 politifolk var involveret i den første anholdelse i et boligområde i den nordlige del af byen Uddevalla. Det er endnu uklart, om de to personer blev anholdt i samme område.

Ifølge forlydende er en række personer blevet anholdt in absentia.

- Jeg kan hverken svare ja eller nej til den påstand. Vi har ikke flere informationer at videregive, siger Christer Fuxborg.

To mænd på 20 år og en 18-årig kvinde blev natten til lørdag skudt og dræbt. Der er endnu ikke fundet et våben på gerningsstedet.

Lørdag aften samledes flere sørgende ved gerningsstedet for at tænde lys og lægge blomster.

En af de afdøde personer blev fundet i en bil på parkeringspladsen i nærheden af sygehuset, og yderligere to personer blev fundet ved siden af bilen. Ingen af de døde er dog ejer af bilen, der er fundet.

Et vidne sagde til den svenske avis Göteborg-Posten, at han hørte noget, som han troede var fyrværkeri klokken fire om morgenen.

Derefter kørte en bil derfra i høj fart, sagde han.

/ritzau/TT