To personer sagsøger Pacquiao for at skjule skade

Skrevet af admin

06/05/2015

Dagens topnyheder

Den filippinske bokser Manny Pacquiao har - som nogle allerede havde spekuleret i - fået et sagsanlæg på halsen efter sit nederlag i weekendens opgør mod amerikaneren Floyd Mayweather i Las Vegas.

To personer vil hive ham i retten, fordi Pacquiao angiveligt ikke oplyste om en skulderskade inden kampen.

Stephane Vanel og Kami Rahbaran, som står bag søgsmålet, siger, at de betalte for at se "århundredets boksekamp", men føler sig ført bag lyset, efter at det er kommet frem, at Pacquiao døjede med skulderproblemer i ugerne op til titelkampen.

Sagen skal køres ved en føderal domstol i delstaten Nevada. De to personer bag anklagerne søger erstatning under loven om forbrugerbeskyttelse og ønsker sagen kørt som et gruppesøgsmål på vegne af billetkøbere, pay-per-view-seere og folk, der spillede penge på kampen.

Pacquiaos lejr har endnu ikke reageret på nyheden.

Det tyder på, at hverken Pacquiao eller nogen i hans lejr informerede Nevada Athletic Commission om skulderskavanken før et par timer inden boksebraget, hvor de bad om en antiinflammatorisk indsprøjtning.

Da Pacquiao-teamet fredag inden kampen udfyldte et spørgeskema om bokserens helbred, var svaret "nej" til, om han havde en skulderskade. Pacquiao og hans rådgiver skrev under på skemaet.

Floyd Mayweather vandt titelkampen på point.

/ritzau/Reuters