To personer stikker hinanden med samme kniv i Valby

Skrevet af admin

12/04/2016

Mest læste i dag

To personer er tidligt tirsdag morgen blevet såret af knivstik i en lejlighed i Valby i København.

Det oplyser Gunnar Nørager, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet har kun fundet én kniv, som formodes at være gerningsvåbnet i begge tilfælde af knivstikkeri.

De forurettede er en 30-årig kvinde og en 47-årig mand - begge af somalisk afstamning. Deres indbyrdes relation er ikke klarlagt.

- Kvinden er under behandling på ét hospital, mens manden er kørt til behandling på et andet hospital. Den gode nyhed er, at ingen af dem tilsyneladende er i kritisk tilstand, siger Gunnar Nørager.

Knivstikkeriet skete i en lejlighed i en sidegade til Vigerslev Allé i Valby.

Omstændighederne er fortsat uklare, og foruden de forurettede, der begge også vil blive sigtet i sagen, skal en tredje person afhøres i sagen, før politiet kan komme tættere på en forklaring på stridens kerne.

- Vi er lidt i tvivl om, hvem der er den gode, og hvem der er den onde i alt det her.

- Nu skal vi have undersøgt lejligheden for yderligere spor og afhørt de involverede i sagen, siger Gunnar Nørager.

/ritzau/