To personer stukket ned i Aarhus

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

To personer blev tidligt søndag morgen stukket ned midt i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Knivstikkeriet skete i Vestergade i Aarhus' midtby kort tid før klokken seks.

Da betjente kom til stedet, fandt de to personer, der var blevet ramt af knivstik. Gerningsmanden var stukket af.

Begge ofre blev kørt til behandling på traumecentret på Aarhus Sygehus, hvor lægerne kunne konstatere, at de ikke har livstruende skader efter overfaldet.

Politiet anholdt senere søndag den mand, der formodes at have stukket de to andre med kniv.

Han blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i fire uger.

Af hensyn til efterforskningen havde anklagemyndigheden begæret dørlukning i sagen. Derfor ønsker politiet ikke at komme med flere oplysninger om ofrene, gerningsmanden eller om motivet til knivstikkeriet.

/ritzau/