PET afviser drab på topterrorist

Efter flere måneders voldsom kritik afviser PET-chef Jakob Scharf nu for første gang kategorisk, at PET direkte eller indirekte medvirkede til den CIA-operation, som i 2011 førte til drabet på al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki.

- Vi har ikke bidraget hverken i eller til den operation, der førte til drabet på Awlaki, siger Jakob Scharf til Politiken.

Beskyldningerne mod PET har hobet sig op gennem de seneste måneder, hvor den tidligere PET-agent Morten Storm har stået frem i Jyllands-Posten. Ifølge Storm videregav han og PET oplysninger, som satte den amerikanske efterretningstjeneste CIA i stand til i 2011 at sende en dræbende drone efter Awlaki.

Søndag fremlagde Jyllands-Posten en lydoptagelse, hvor man tilsyneladende kan høre Storm og en ansat i PET diskutere muligheden for at opspore en anden topterrorist for amerikanerne. Historien fik Enhedslisten til at indkalde både forsvarsministeren og justitsministeren i samråd i sagen.

Jakob Scharf vil ikke forholde sig til den konkrete sag med Morten Storm, men siger til Politiken, at det aldrig er en del af PET's opgaver at medvirke til drab.

- Vi kan ikke og vil ikke medvirke i operationer, som tager sigte på at slå personer ihjel, og det gælder, hvad enten man betragter dem som civile personer eller som militære personer, siger han til Politiken.

Det er retsordfører Pernille Skipper, som har indkaldt til samråd, og selv om hun er glad for, at PET-chefen nu udtaler sig, vil hun stadig have flere svar.

- Nu er det ord mod ord. Derfor har vi brug for, at justitsministeren under ministeransvar giver et klart svar på, om han har undersøgt sagen, og at PET har overholdt reglerne, siger Pernille Skipper til Politiken. Hun vil have mere kontrol med PET.

- Vi må have et uafhængigt organ, som kan kontrollere den slags sager.

Terrorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) mener også, at der stadig er brug for en undersøgelse af Storm-sagen:

- Jeg har ingen grund til at betvivle, at Jakob Scharf siger sandheden. Men jeg kan konstatere, at det, som han siger, er noget andet, end hvad Jyllands-Posten har fremlagt af forskellig dokumentation. Den diskrepans er et problem, fordi det er vigtigt, at den danske befolkning har tillid til Justitsministeriet og PET, siger han til Politiken.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov (S).

 

Dagens Gossip