PET-ansatte vil arbejde for deres gamle chef Jakob Scharf

Skrevet af admin

07/02/2015

Mest læste i dag

Siden det blev kendt, at den tidligere PET-chef, Jakob Scharf, sammen med forretningsmanden Jakob Dreyer har etableret sig med det private efterretnings- og sikkerhedsfirmaet Certa, er det væltet ind med uopfordrede ansøgninger.

Det fortæller selskabets administrerende direktør Jakob Dreyer til Ritzau.

- Blandt dem kommer en del fra ansatte i PET, siger Jakob Dreyer.

Det var ellers ansatte i PET, der offentligt undsagde Jakob Scharf i efteråret 2013, mens han var PET-chef. De kritiserede hans ledelse.

- Det har jeg for længst lagt bag mig. Jeg har altid haft stor respekt for de mange dygtige og engagerede medarbejdere i PET.

- En stor del af dem kender jeg jo ganske godt, og de kender mig, og er de i besiddelse af de rigtige kompetencer, så vil det være en fornøjelse at arbejde sammen med dem igen, siger Jakob Scharf til Ritzau.

I forvejen har Jakob Scharf hentet flere centrale ledere og medarbejdere med erfaring fra Politiets Efterretningstjeneste.

Jakob Scharf forlod som bekendt posten i december 2013 efter syv år på posten.

Det skete efter en kamp med faglige organisationer i en tid, hvor PET stod over for store nye udfordringer, der krævede interne ændringer i organisationen og vilkårene for de ansatte.

Siden har Jakob Scharf holdt lav profil og koncentreret sig om at få opbygget Certa sammen med forretningsmanden Jakob Dreyer.

Certa, der har adresse på Kalvebod Brygge i København med udsigt over havnen, hjælper virksomheder, organisationer og private kunder med forebyggelse og sikkerhed.

- Behovet for at holde et vågent øje med hvad, der sker ude i verden og herhjemme, er ikke blevet mindre. Trusselsbilledet er tværtimod blevet mere kompliceret og mere dynamisk, fordi det ændrer sig hele tiden.

- Vi er også mere eksponeret end tidligere på grund af de militante islamistiske miljøer, der har allierede og sympatisører i alle lande, siger Jakob Scharf.

Det er ikke et ukendt fænomen i udlandet, at tidligere chefer og andre folk i ledende stillinger i efterretningstjenester går over i det private erhvervsliv for at beskæftige sig med efterretnings- og sikkerhed. Der er blandt andet sket i både USA og Storbritannien.

/ritzau/