PET: Der kan være ekstremister blandt flygtningene

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

Politiets Efterretningstjeneste (PET) er opmærksom på, at der blandt de mange flygtninge fra blandt andet Syrien og Irak kan være militante islamister.

Det fremgår af en skriftlig udtalelse fra efterretningstjenesten, der samtidig påpeger, at et stort antal af flygtningene netop er flygtet fra militante islamistiske grupper, og derfor "næppe som udgangspunkt (vil) have sympati for militant islamisme".

- PET er dog opmærksom på, at der blandt flygtninge fra Syrien/Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme, og som kan tænkes at agere på opfordringerne i den militant islamistiske propaganda til at rette angreb mod lande, der deltager i den internationale koalition mod IS, herunder Danmark.

Efterretningstjenesten gør dog samtidig opmærksom på, at militante islamistiske grupper er tilbageholdende med at sende folk til Europa sammen med flygtningene.

- Brugen af menneskesmuglingsnetværk er forbundet med stor risiko for de involverede, og militant islamistiske grupper i udlandet vurderes af være tilbageholdende hermed, hedder det fra PET.

Samtidig er PET opmærksom på, at flygtningene kan blive udsat for overgreb fra danske ekstremister.

- Der er i vore nabolande set eksempler på angreb og trusler om vold mod flygtninge, indvandrere eller institutioner forbundet hermed, begået af personer, der modsætter sig den aktuelle tilstrømning af flygtninge.

- PET er opmærksom på, at en sådan udvikling også kan finde sted blandt personer med politisk-ekstremistiske synspunkter i Danmark, hedder det i udtalelsen fra PET.

/ritzau/