PET får lov at vidne om islamistisk finger i terrorsag

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

En løftet pegefinger - i bogstaveligste forstand - spiller en vis rolle i Københavns Byret, hvor fire mænd er tiltalt for at have bistået Omar el-Hussein forud for hans angreb på synagogen i Krystalgade i februar sidste år.

Anklagemyndigheden vil have et vidne fra Politiets Efterretningstjeneste til at forklare betydningen af håndtegnet. Forsvarsadvokaterne protesterer.

Videomateriale fra sagen viser en af de tiltalte lave en håndbevægelse. Omar el-Hussein laver i samme situation noget lignende. Anklagemyndigheden mener, at de vinker med en løftet pegefinger.

Pegefingertegnet, der mest af alt minder om en ivrig skoleelevs ønske om at komme til orde i klassen, har uomtvisteligt en betydning inden for ekstremistisk islam.

Det fremgår af den mediedækning, der har været af en række væbnede angreb begået af islamistiske grupper.

Blandt andet er tegnet blevet brugt af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, som står bag flere angreb i både Mellemøsten og Vesten. Flere gange har medlemmer af gruppen ladet sig fotografere med den løftede pegefinger inden væbnede angreb.

Blandt andet den unge selvmordsbomber Talha Asmal, der også er kendt som Abu Yusuf al-Britani. Inden et angreb på et raffinaderi i Irak sidste år blev han fotograferet på førersædet af en bil, mens han pegede i luften med den ene finger.

Den egentlige betydning af pegefingertegnet er angiveligt at signalere, at Allah er én gud.

- Tegnet er blevet brugt af jihadister i årevis. Også af højtstående typer som Osama bin Laden, har Rita Katz tidligere sagt til International Business Times.

Hun er direktør i den amerikanske organisation Site, der overvåger islamistiske hjemmesider.

- I jihadsammenhæng har den løftede pegefinger også en politisk betydning, som i bred forstand afviser enhver form for regering, der ikke bygger på sharia, sagde Rita Katz dengang.

Forsvarerne i retssagen har protesteret mod, at en erklæring fra Center for Terroranalyse hos PET skal læses op i retten. De har også protesteret mod, at erklæringens forfatter skal afhøres. Men retten har afvist protesten.

Ifølge retsformand Marianne Madsen er der ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden læser erklæringen op og fører erklæringens bagmand som vidne omkring pegefingerens betydning.

En række billeder af kendte terrorister, for eksempel Osama bin Laden, som ses afbildet med løftet finger, må dog ikke vises frem, lyder rettens afgørelse.

Det omstridte vidne vil først blive afhørt i sagen, når retten samles igen efter sommerferien.

/ritzau/