PET frifinder sig selv i sag om dansker sortlistet af USA

Sådan lød det torsdag i en redegørelse fra PET, som justitsminister Morten Bødskov (S) havde bedt PET om at udarbejde, og som torsdag blev sendt til Folketingets Retsudvalg.

»Efter en undersøgelse af sagen er det PETs vurdering, at der ikke i sagen om Tobias Linde Schanz er sket fejl hos PET,« skriver PET ifølge Politiken.

Den 24-årige studerende har aldrig fået en forklaring på, hvorfor resten af familien fik tilladelse til at flyve til USA, mens han måtte blive hjemme, men han mener selv, at afslaget kan skyldes, at han gennem Telia havde fået et telefonnummer, som tidligere har tilhørt en mand i PETs søgelys.

Tobias Linde Schanz mener, at han kan være havnet på en såkaldt no flight-liste, fordi han havde opgivet telefonnummeret til de amerikanske myndigheder. Politiken kender identiteten på telefonnummerets tidligere ejermand, som har haft kontakt til flere dømte terrorister, men hverken PET, den amerikanske ambassade eller nogen andre myndigheder har ønsket at svare på, om nummeret er årsag til, at han ikke kan rejse til USA.

Det spørgsmål forsøger PET heller ikke at besvare i redegørelsen.

Morten Bødskov er ikke desto mindre tilfreds med svaret.

»Efterretningstjenesten vurderer, at der ikke er begået fejl af tjenesten. Jeg finder herefter ikke grundlag for at iværksætte yderligere undersøgelser af sagen,« skriver han ifølge avisen til Retsudvalget.

Tobias Linde Schanz fik for en uge siden pludseligt visum til USA, men det kom, tre måneder efter at han skulle have været af sted med familien.

Dagens Gossip

Dagens TV