PET gik i rette med udsagn om øget sikkerhed efter Paris

Skrevet af admin

12/05/2015

Mest læste i dag

- Sikkerheden var blevet styrket efter Paris.

Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde med den internationale presse 16. februar - dagen efter terrorangrebene i København, hvor to sagesløse civile blev dræbt af en svært bevæbnet gerningsmand.

Men få timer efter pressemødet fandt PET anledning til at gå i rette med det udsagn, viser en mailkorrespondance, som Justitsministeriet netop har fremlagt.

Helt præcist sagde statsministeren:

"Sikkerheden var blevet styrket efter Paris. Og som en del af standardproceduren øgede man sikkerheden ved synagogen i Krystalgade, så snart angrebet skete lørdag".

Men da en ansat fra PET i en mail forholder sig til statsministerens udtalelse tre timer efter pressemødets start, lyder det sådan her:

"Det korte svar er, at første sætning ikke er retvisende".

Det fremgår ikke af mail-udvekslingen, hvordan statsministeren var blevet bibragt den opfattelse, at sikkerheden omkring de jødiske interesser var styrket efter terrorangrebet i Paris.

Oplysninger kan således godt stamme fra politiet eller PET selv i første omgang.

Men justitsminister Mette Frederiksen uddyber forløbet i et svar til Folketingets retsudvalg således:

"For så vidt angår det, som PET anfører i svaret, om, at første sætning - (om at sikkerheden var blevet styrket efter Paris) - ikke er retvisende, bemærkes det, at PET i forlængelse af mailen telefonisk over for Justitsministeriet forklarede, at efterretningstjenesten ikke havde ændret på tilsynsniveauet, der allerede var på det højeste niveau (niveau 5)", hedder det i svaret.

Med andre ord var man i forvejen på det højeste sikkerhedsniveau, som dansk politi opererer efter, hvorved en forhøjelse alt andet lige ikke er mulig.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere kritiseret, at politiets bevogtning af synagogen i Krystalgade blev iværksat fire timer efter det første terrorangreb mod Krudttønden på Østerbro.

Men bevogtningen var dog på plads, da den væbnede gerningsmand, Omar El-Hussein om natten dukkede op fra sit skjul, spillede stærkt beruset og fik adgang til at gå helt hen til vagtmanden Dan Uzan og henrette ham med et skud i hovedet foran politiet.

/ritzau/