PET holder ekstra øje med højreradikale grupperinger

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har de seneste måneder skærpet opmærksomheden over for politisk ekstremistiske grupper på blandt andet den yderste højrefløj, skriver Jyllands-Posten.

Det sker ikke mindst som følge af flygtningesituationen i Europa.

- Hændelser som terrorangrebene i Paris og reaktionen på flygtningesituationen i landene omkring os skærper selvfølgelig PET's opmærksomhed over for udvalgte grupperinger, oplyser PET ifølge avisen.

Projektleder Muhammed Hee fra Københavns Kommunes antiradikaliseringsenhed, Vink, siger, at enheden har noteret sig, at debattonen blandt højreekstremister er blevet forrået.

- Vi oplever, at nogen på den højreradikale fløj vejrer morgenluft i forbindelse med flygtningesituationen. Vi har noteret os, at debattonen ikke bare er blevet opskruet, men også er blevet forrået eksempelvis med opfordringer til at gribe til vold, siger Muhammed Hee.

Både i København og Aarhus oplyser politiet, at udviklingen følges tæt, men at den skærpede retorik på nettet indtil videre ikke har udmøntet sig i konkrete episoder på gaden.

- Men det er klart, at vi – situationen taget i betragtning – er mere nærværende i vores monitering, siger vicepolitiinspektør Jens Møller, Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

Der kom i 2015 over en million flygtninge og migranter til EU-lande. Hovedparten af dem kommer det fra krigshærgede Syrien.

/ritzau/

Dagens Gossip