PET kaster nyt lys over nøl i CSC-sag

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

En mail med bevismateriale i den såkaldte CSC-hackersag blev i september 2012 sendt fra den svenske efterretningstjeneste Säpo til Rigspolitiet. Det oplyser Politiets Efterretningstjeneste fredag til Ritzau.

Torsdag kunne Ritzau fortælle, at Säpo havde sendt en krypteret fil angiveligt med information fra en beslaglagt hackercomputer om et muligt angreb på CSC til dansk politi.

Oplysningen fremgår af en mail fra Säpo til PET, som Ritzau har fået aktindsigt i. Men PET oplyser nu til Ritzau, at det var Rigspolitiet og ikke PET, som modtog den krypterede fil.

I november var både Rigspolitiet og PET ude og beklage, at man først iværksatte en egentlig efterforskning af hackersagen i januar 2013, selv om man allerede i juni 2012 modtog den første henvendelse fra svensk politi.

PET oplyser fredag til Ritzau, at netop den fil, som omtales i Säpo-mailen, er en del af det konkrete grundlag for Rigspolitiets og PET's beklagelse, som fremgik af et svar fra justitsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Retsudvalg.

I forbindelse med beklagelsen lød det fra Rigspolitiet og PET, at man i efteråret 2012 modtog "mere konkrete oplysninger om forsøg på hacking af CSC".

Den formulering dækker altså ifølge PET blandt andet over, at Rigspolitiet modtog den krypterede fil fra Säpo.

Den krypterede fil blev sendt fra Sverige til Danmark 19. september. Ifølge folketingssvaret affødte det "en dialog" med de svenske myndigheder.

Mailen fra Säpo, som Ritzau er i besiddelse af, tyder på, at denne dialog i hvert fald i begyndelsen har været ret vag. For i mailen dateret 12. oktober udtrykker Säpo forundring over, at man ikke har fået nogen reaktion fra dansk politi.

Säpo fremhæver endda i mailen, at den krypterede fil efter Säpos opfattelse indeholder materiale, som indikerer, at den nationale sikkerhed i Danmark kan være berørt.

/ritzau/