PET og regeringen vil jagte danske krigere i Syrien

»Efter vores opfattelse er der ingen tvivl om, at det er en af de alvorligste sikkerhedstrusler i det danske samfund i øjeblikket«, siger PET-chef Jakob Scharf.

PET frygter, at de udrejste bliver radikaliserede og har fået kamptræning, når de vender tilbage.

PET lancerer torsdag sammen med justitsminister Morten Bødskov (S) en så hård og omfattende strategi, som det er muligt inden for den eksisterende lovgivning.

»Vi holder øje med dem, der rejser ud, og vi holder øje med dem, når de kommer hjem. De skal vide, at hvis de rejser, er det en usædvanlig farlig færd, de begiver sig ud på, og at de desuden risikerer at blive strafforfulgt, når de vender tilbage«, siger Morten Bødskov.

PET forsøger med hjælp fra Skat at finde ud af hvor pengene til rejserne kommer fra og kontakter de sociale myndigheder, som skal se på, om de udrejste modtager sociale ydelser.

Efterretningstjenesten overvejer samtidig at gøre brug af mulighederne for administrativt at udvise udlændinge med dansk opholdstilladelse, som betragtes som en trussel mod sikkerheden, ligesom PET vil arbejde på at rejse straffesager efter terrorloven mod danskere, som har kæmpet i Syrien.

Det er fornuftigt, mener den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp.

»Det er en meget stærk og kraftfuld markering. Risikoen for radikalisering er så stor, at der er belæg for reaktionen«.

Den svenske terrorforsker påpeger samtidig, at mange udenlandske krigere tilslutter sig Al-Nusra, som nu er på FN’s terrorliste.

»Det betyder, at de her personer ikke længere kan betragtes som frihedskæmpere, og dermed bør Danmark faktisk retsforfølge dem,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV