PET overvågede hackere før politisk overfald

Det kom frem, da Københavns Byret fredag tog hul på straffesagen mod syv unge med tilknytning til researchkollektivet Redox. De er blandt andet anklaget for i knap fire år frem til begyndelsen af 2010 at have hacket sig til passwords, e-mail korrespondancer og referater vedrørende ikke under 6.000 personer, foreninger og andre, fortrinsvis med tilknytning til den politiske højrefløj.

Her blev data om de politiske modstandere samlet i en database med både fotos og dybt personlige oplysninger - i nogle tilfælde også personnumre.

De erkender at have hacket og registreret folk, men i langt mere begrænset omfang, end tiltalen lyder på.

Da sagens anklager, Maria Cingari, forelagde anklageskriftet, blev det blandt andet oplyst, at flere af de syv allerede var under overvågning af PET, da tre mænd med tilknytning til den yderste højrefløj 10. oktober 2009 omkring klokken 19.00 blev overfaldet med spark og slag - blandt andet med flasker - på Nørreport Bodega i Nørre Voldgade i København.

PET kontaktede Københavns Politi om overfaldet, og efter en periode med forstærket telefonaflytning, slår politiet i slutningen af februar 2010 til mod gruppen og anholder blandt andet et par af de tiltalte. Ved samme lejligheden beslaglægger man et par computere, hvor der bliver fundet i tusindvis af personregistreringer og billeder af politiske modstandere.

»Vi har skaffet os ulovlig adgang til folk på den yderste højrefløj. Jeg tror, at vi har læst nogle af deres e-mails ved at gætte deres password. Det er overraskende, hvis du vidste, hvor mange nazister der har et password som Heil Hitler,« forklarede en af de formodede hovedmænd bag hackningen, en 27-årig mand, som indrømmede et »beskedent omfang« af hackning, ifølge bt.dk.

I forbindelse med gruppens indsamling af data om de højreorienterede er en kvindelig ansat i Københavns Kommune blevet sigtet.

»Kvinden er sigtet for at have lækket oplysninger fra CPR-registret,« oplyste Maria Cingari fra Københavns Politi.

Der er endnu ikke rejst tiltale mod kvinden, da politiet afventer udfaldet af hacker-sagen, inden der tages stilling til de videre juridiske skridt i forhold til hende.

Der ventes først dom over de formodede hackere i midten af oktober.

Dagens Gossip

Dagens TV