PET ryddede op efter CIA

Morten Storm skulle i maj 2012 opsøge Abu Basir, leder af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø. Han medbragte køleskabet og beautyboksen, som Abu Basir havde bedt ham tage med. Det var PET, der havde udleveret udstyret, og det indeholdt ifølge Morten Storm sporingsudstyr, så amerikanerne kunne opspore terrorlederne og dræbe ham i et droneangreb, men planen gik i vasken.

En ny plan blev derefter iværksat af PET. Her skulle udstyret afleveres på en parkeringsplads i Sana, og det var her Storm modtog en sms fra sin føringsofficer ”Olde, som med henvisning til CIA skrev:

»Det er klasse gået. Vi viser dem sgu at det er Danmark der styrer. Ved godt at det er din indsats men vi tager sgu æren«.

PET brugte store ressourcer på at sikre køleskabet og beautyboksen.

»Der må have været sporingsudstyr i køleskabet og beautyboksen. Ellers giver det ikke mening,« siger terrorforskeren Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm.

Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operativ chef i PET mener, at de nye oplysninger sår yderligere tvivl om PET’s hidtidige forklaring i sagen.

»Uanset hvilken fortolkning, man lægger for dagen, kan det desværre kun medvirke til at skabe tvivl om troværdigheden af PET’s meget klare udmelding om, at tjenesten ikke medvirker til drab på civile,« siger han til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip