PET sætter navn på ny operativ chef

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi bliver ny operativ chef i PET, skriver Ekstra Bladets netavis.

Knud Stadsgaard får jobbet, efter at den hidtidige operative chef, Magnus Andresen, har forladt sin stilling som følge af den voldsomme kritik af samarbejdet mellem efterretningstjenestens ledelse og ansatte.

Ifølge netavisen overtager Magnus Andresen i stedet Knud Stadsgaards stilling i Midt- og Vestjyllands Politi.

Magnus Andresen og den hidtidige sikkerhedschef, politiinspektør Jesper Grønbech, er begge stoppet i PET torsdag.

Det sker ifølge Ekstra Bladet som følge af deres roller i den kritisable ledelse af PET, som allerede har kostet PET-chef Jakob Scharf, administrationschef Mette Lyster Knudsen og stabschef Jacob Bentzen jobbet.

Udnævnelsen af den nye operative chef er ifølge Ekstra Bladet meldt ud på PET's intranet og bredt i politiet.

- Jeg glæder mig selvfølgelig til jobbet og til den udfordring, der følger med, siger Knud Stadsgaard til netavisen.

Knud Stadsgaard er bevist om de store udfordringer i PET, der i lang tid har været underdrejet af dårlig ledelse, som en rapport fra et uafhængigt konsulentbureau har fastslået.

- Jeg har læst rapporten igennem, og når man ser den, så står det jo klart, at det en stor udfordring for mig, men jeg er sikker på, at både ledelse og medarbejdere er med på, at vi skal videre herfra, siger han.

Stillingen er i første omgang et udlån, som løber i et halvt år.

/ritzau/