PET skærper tjek af flygtninge for terrorforbindelse

Politiets Efterretningstjeneste (PET) skærper nu screeningen af asylansøgere for eventuelle terrorsympatier. Fremover vil en såkaldt forbindelsesofficer fra PET således bistå Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af asylsager.

Det skriver Information.

Ifølge integrationsminister Inger Støjberg (V) skyldes skærpelsen ønsket om bedre at få "eventuelle oplysninger af sikkerheds- og efterretningsmæssig interesse frem i forbindelse med asylsagsbehandlingen" i Udlændingestyrelsen.

- Flygtninge- og migrantkrisen indebærer nye udfordringer i forhold til kontrollen på udlændingeområdet, herunder for så vidt angår asylansøgeres identitet, skriver integrationsminister Inger Støjberg (V) til Folketingets Retsudvalg ifølge Information.

- I den forbindelse er et stærkt samarbejde mellem udlændingemyndighederne og efterretningstjenesterne af afgørende betydning, lyder det videre fra ministeren.

Der er allerede i dag flere instanser, der gransker, om asylansøgere sympatiserer med ekstremistiske grupper.

I første omgang giver politiet besked til PET, hvis der er mistanke om, at ansøgeren har tilknytning til terrororganisationer, og efterfølgende kontrollerer Udlændingestyrelsen igen, om asylansøgeren skulle udgøre en fare for statens sikkerhed, skriver Information.

Derudover kan Udlændingestyrelsen fra sag til sag også give oplysninger videre til både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste, og omvendt kan efterretningstjenesterne søge om oplysninger fra Udlændingestyrelsen.

PET skriver til Information om den nye forbindelsesofficer:

- Forbindelsesofficeren fra PET indgår i en tæt dialog med de asylsagsbehandlende myndigheder og medvirker hermed til at styrke samarbejde mellem myndighederne.

- Forbindelsesofficeren skal også bidrage til løbende opkvalificering af Udlændingestyrelsens medarbejdere, lyder det.

/ritzau/

Dagens Gossip