PET træner butiksansatte i at spotte terrorister

Det er sket i samarbejde med Trygfonden, og formålet er, at forhindre angreb som det, der har udspillet sig i Kenyas hovedstad, Nairobi, de seneste dage.

Butikscheferne skal også lære, hvordan man skal forholde sig, hvis et angreb alligevel finder sted.

»Det handler om, at folk skal tage et ansvar i deres hverdag. Vi underviser i, hvad man kan være opmærksom på, når noget afviger fra det, vi kalder normalbilledet. Det kan være, at der i et butikscenter er personer, der fotograferer installationer eller nødudgange. Der vil typisk være en naturlig forklaring, og så handler det om, at få afklaret, hvorfor nogle er ved at fotografere. Det kan også være, hvis nogle personer måske kommer et sted unormalt mange gange i forhold til normalbilledet,« siger Anja Dalgaard-Nielsen, chef for Afdeling for forebyggende sikkerhed i PET.

Meningen er ikke at skræmme de butiksansatte, men derimod at skabe tryghed, understreger Anja Dalgaard-Nielsen.

Samtidig får butikscheferne en vejledning i, hvordan de kan lave en beredskabsplan, så personalet ved, hvordan man skal agere, hvis et angreb alligevel finder sted.

»Hvis der affyres skud, hvem har så ansvaret for at have telefonen, hvem skal sørge for resten af personalet og kunderne osv. Hvis der er tale om en bombe, så ved vi, at mange kommer til skade af flyvende glasskår, og det kan man forebygge ved f.eks. at sætte sikkerhedsfilm på glas-partierne,« siger Anja Dalgaard-Nielsen til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip

Dagens TV