Peter Ankersen vil spille mod Italien

Peter Ankersen mener hans spil i Esbjerg berettiger ham til en startplads mod Italien

Satser Morten Olsen på rutinen eller den formstærke? Det spørgsmål kan meget vel afgøre, om det bliver Peter Ankersen eller Lars Jacobsen, der starter inde på højreback-positionen, når Danmark på fredag tager mod Italien i VM-kvalifikationen.

Lars Jacobsen har med sine 64 landskampe rutinen, men han har ligesom resten af FC København-mandskabet haft svært ved at finde sit niveau i den her sæson. Hans direkte konkurrent Peter Ankersen er derimod helt grøn på landsholdet med kun to landskampe på kontoen. Men i modsætning til Lars Jacobsen har han i denne sæson imponeret med mål og assist i Esbjerg. Så hvad vælger man?

En selvtillidsfyldt Peter Ankersen er ikke i tvivl om, hvorfor Morten Olsen bør vælge ham. Han startede inde i landsholdets sidste kvalifikationskamp mod Armenien - og her mener han selv, han beviste, hvorfor han skal spille:

- For mig er det lige meget, hvad jeg står over for af modstandere. Jeg fokuserer kun på mig selv. Mod Armenien beviste jeg, at jeg kan tage over efter Lars Jacobsen. Jeg viste, at jeg er god nok til at starte inde.

- Jeg bidrager med store offensive kvaliteter, fart, vilje og mod. Og så har jeg rigtig meget selvtillid for tiden og en tro på egne evner. Jeg har haft store personlig succes, siden jeg kom tilbage til Esbjerg. Så jeg føler, jeg kan bidrage med en masse.

Esbjerg-spilleren skiftede i august 2012 fra Rosenborg til Esbjerg. Siden da har hans karriere nærmest taget kometfart. Ifølge Peter Ankersen skyldes det især, at han er blevet bedre defensivt:

- Jeg haft utrolig stort fokus på at lægge på defensivt. Det har altid været min akilleshæl, og jeg har haft lidt problemer bagud i banen. Men jeg har rykket mig utrolig meget her det sidste års tid.

- Jeg ved, at det offensive kommer af sig selv, og det viser mit spil for Esbjerg også. Her er jeg lykkedes med mange offensive aktioner.

- Samtidig betyder det meget, at det fungerer for mig uden for banen - ellers får jeg det aldrig til at fungere inde på banen. Det var derfor, jeg vendte tilbage til Esbjerg. Og siden er det sådan set også kun gået fremad, siger Peter Ankersen.

Dagens Gossip

Dagens TV