Peter Arnfeldt: Afviser kendskab til magtmisbrug

Hvis der har været urent trav i myndighedernes eller tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) håndtering af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, er det i givet fald gået under radaren hos Troels Lunds tidligere spindoktor, Peter Arnfeldt.

Det fastslog Arnfeldt, da han torsdag for anden gang satte sig til rette i vidneskranken hos Skattesagskommissionen.

Det var i det hele taget en afhøring, der rejste flere spørgsmål, end den gav svar.

Det står klart, at både Peter Arnfeldt og Troels Lund Poulsens interesse for de skattemæssige spidsfindigheder i sagsbehandlingen var ganske omfattende.

Særlig havde Peter Arnfeldt fundet sig en ny interesse i de skattetekniske spørgsmål omkring borgeres til- og fraflytnings betydning for skattebilletten - et spørgsmål, som var centralt for Thorning-Schmidts sag.

Blandt andet fik Arnfeldt - efter det stod klart, at Skat ville frifinde Thorning - sendt en mail fra embedsværket på op mod et halvt hundrede sider blandt andet med tidligere kendelser på området.

Men det var ikke noget, Arnfeldt skulle bruge til noget konkret, han havde blot fået interesse for feltet, bedyrede han.

Der var på forhånd mystik omkring et særligt notat, som Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, stangede ud til sagsbehandlerne i Skat København, mens de sad og nørklede med, om Helle Thorning-Schmidt i 2010 betalte for lidt i skat.

Notatet på ni sider blev udleveret til sagsbehandlerne af Peter Loft på et møde den 1. september, hvilket har været kendt hele tiden.

Notatet har været omstridt, fordi chefen for sagsbehandlerne, direktør i Skat København, Erling Andersen, ikke i første omgang kunne få svar på, hvorfra notatet stammede.

Det blev der muligvis kastet lidt lys over ved dagens afhøring. I hvert fald fik Peter Arnfeldt et notat på fem sider den 30. august fra dagbladet BT, der opsummerede avisens dækning af sagen, herunder udsagn fra flere skatteeksperter.

Dette notat sendte Peter Arnfeldt videre til Troels Lund Poulsen, og to dage senere dukker så det famøse notat - nu på hele ni sider - op på bordet foran Erling Andersen.

Hvem, der i de mellemliggende dage har skrevet til, og hvorfor det blev gjort, havde Arnfeldt intet kendskab til, fastslog han.

Kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, spurgte også til, hvordan ministeren reagerede, da han den 16. september fik at vide, at hans største politiske modstander ville blive frifundet for skatteunddragelse.

- Politisk var det sikkert ikke optimalt, men jeg har set Troels Lund Poulsen fare mere i flint end her, sagde han blot.

Troels Lund Poulsen har tidligere afvist, at han har forsøgt at påvirke afgørelsen af Thornings skattesag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV