Peter Bonde føler med Jores Okore

Mandag aften kunne Aston Villa fortælle, at Jores Okore har revet sit forreste korsbånd over. Nu venter en pause på op mod ni måneder.

Dermed er sæsonen slut for Jores Okore, der blot nåede sølle tre kampe i verdens hårdeste liga efter drømmeskiftet fra FC Nordsjælland.

- Det her er synd for Jores, Aston Villa og landsholdet. Men først og fremmest for Jores, siger landsholdets assistenttræner, Peter Bonde, der trods de ulykkelige omstændigheder finder trøst i forsvarsklippens start i det engelske. Aston Villas seneste tre Premier League-kampe har været med Jores Okore i startopstillingen.

- Hvis man skal prøve at finde noget positivt i det her, så er det, at han nåede at spille et par kampe, hvor han fik bevist, at han har Premier League-niveau. Hvis nu han var startet skidt, kunne de være blevet usikre på ham. Nu ved de, at de har en klassespiller, vurderer Peter Bonde.

Aftenens triste meddelelse er en spand koldt vand i hovedet på landstrænerteamet, der nu må undvære forsvarsspilleren i landsholdets jagt på det mirakel, der kan sende Danmark til VM i Brasilien næste sommer.

- Selvfølgelig er det er tab for landsholdet. Jores har nogle andre kompetencer end de andre stoppere på landsholdet, siger Peter Bonde.

For Jores Okore venter nu en lang og hård genoptræning, mens Premier League-sæsonen suser videre i vanligt hæsblæsende tempo. Hård kost for en 21-årig knægt, der netop havde indledt et fodboldmæssigt eventyr.

Men Jores Okore kommer stærkt tilbage, forsikrer Peter Bonde.

- Jores er en ung mand, der har arbejdet hårdt for at nå der, hvor han er. Han er en stærk person, og jeg er sikker på, han nok skal kunne håndtere det her. Han er fysisk stærk også, så vi kan håbe, han er god til at hele og genoptræne.

Flere landsholdskammerater var mandag aften ude på det sociale medie Twitter for at vise deres medfølelse.

- God bedring mate. Du er hurtigt tilbage, tweetede Nicklas Bendtner. Samme toner lød fra Brøndby-angriberen Simon Makienok.

- God bedring, Jores Okore. Føler sgu med dig.

Dagens Gossip

Dagens TV