Peter Kildemand kæmper for at køre om VM næste år

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Danske Peter Kildemand missede den direkte kvalifikation til næste års grandprixer i speedway for nylig.

I polske Rybnik formåede han ikke at kvalificere sig til 2016-serien direkte ved det årlige GP Challenge, men lørdag aften kom danskeren alligevel tættere på i det slovenske grandprix.

Her nåede han til finalen, hvor det blev til en tredjeplads foran landsmanden Nicki Pedersen.

Det betyder, at Kildemand halede yderligere ind i den samlede stilling, hvor han skal slutte blandt de otte bedste kørere for at være helt sikker på en plads grandprix-serien i næste sæson.

- Jeg skal bare kæmpe hårdere for at nå blandt de otte bedste. Jeg er glad for tredjepladsen, og jeg fik de point, som jeg havde brug for, så det er fantastisk, siger Peter Kildemand i en pressemeddelelse.

Efter lørdag ligger Peter Kildemand på tiendepladsen med 59 point med 13 point op til nummer otte Maciej Janowski fra Polen, hvilken er en forbedring på fem point for Kildemand.

Efter lørdagens grandprix resterer der tre grandprixer i 2015-serien. Peter Kildemand kom ind i dette års serie på afbud, da polakken Jaroslaw Hampel brækkede benet i juni.

Skulle det ikke lykkes at nå blandt de otte bedste, må Kildemand håbe på at få tildelt et af de fire wildcards, som det internationale motorcykelforbund, IMF, råder over.

/ritzau/