Peter Løvenkrands indstiller fodboldkarrieren

Han har ikke været på banen siden foråret, og nu er fodboldkarrieren endegyldigt slut for den tidligere landsholdsspiller Peter Løvenkrands.

Den 34-årige angriber var i de to seneste sæsoner på kontrakt i Birmingham, men har ikke været tilknyttet nogen klub siden afslutningen på sidste sæson.

- I dag meddeler jeg, at jeg trækker mig tilbage fra fodbold. Jeg er stolt af alt, hvad jeg har opnået i min karriere, skriver Peter Løvenkrands på Twitter.

Karrieren tog fart som ung AB-spiller i slutningen af 1990'erne. Efter 32 superligakampe og syv mål blev han solgt til den skotske storklub Rangers, hvor han spillede i seks sæsoner og gjorde det så godt, at han fik kontrakt med Schalke 04 i Tyskland.

Løvenkrands startede stærkt i Gelsenkirchen, men skader bremsede efterhånden danskerens udvikling, og til sidst fik han svært ved at komme på holdet.

I 2009 gik turen til Newcastle, som han både rykkede ned og op med, inden karrieren altså fadede ud med to år i Birmingham.

På det danske landshold blev det til 22 kampe med debut i en testkamp mod Saudi-Arabien i 2002 og en plads i truppen ved VM samme år og EM to år senere.

- At spille for mit land ved VM- og EM-slutrunder - alle mine drengedrømme gik i opfyldelse, og det er jeg så stolt af, skriver Løvenkrands.

Ifølge Sky Sports sigter han nu på en mediekarriere i Danmark og Storbritannien.

/ritzau/

Dagens Gossip