Peter Regin lyndebuterer i Chicago-nederlag

Skrevet af admin

08/02/2014

Mest læste i dag

Mindre end et døgn efter det overraskende klubskifte fra New York Islanders har ishockeyspilleren Peter Regin fået sin NHL-debut for sin nye klub Chicago Blackhawks.

Danskeren var på isen natten til lørdag dansk tid, da Blackhawks var på besøg hos Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes, og det blev ingen stor oplevelse for topholdet fra Chicago.

Phoenix vandt nemlig med 2-0 i en kamp, der blev afgjort af to scoringer i powerplay. Bødker assisterede Keith Yandle ved det første, der blev sat ind efter mindre end to minutters spil.

Det var den hurtige danskers 38. målpoint i denne sæson.

For Peter Regin var det opmuntrende, at han fra start var sat frem som center i Blackhawks' andenkæde, hvor han spillede i alt 11 minutter og 39 sekunder og også fik tillid i et powerplayskift.

Efter et otte måneders ophold i New York Islanders, som han formentlig havde forventet mere af, har den tidligere Herning-spiller nu resten af sæsonen til at overbevise Blackhawks eller et andet NHL-hold om, at han skal have en kontrakt i næste sæson.

Kampen var Peter Regins 228. i NHL. De er fordelt på 183 for Ottawa Senators, 44 for New York Islanders og altså en enkelt for Chicago Blackhawks, som nu går på OL-pause.

/ritzau/