Peter Sagan: De andre gad ikke arbejde

Skrevet af admin

12/07/2016

Mest læste i dag

Peter Sagan var her, dér og alle vegne, da 10. etape i Tour de France tirsdag blev afgjort i Revel.

Den slovakiske verdensmester generobrede den grønne pointtrøje, men måtte nøjes med andenpladsen på etapen efter Michael Matthews (Orica-Bikeexchange), der var stærkest i spurten.

Som sådan var det med blandede følelser, at Peter Sagan gjorde status i målområdet.

- Jeg brugte en masse energi undervejs på etapen, fordi udbruddet var sådan lidt, at ingen ville give alt, og en masse af dem ikke gad arbejde for det, siger Peter Sagan ifølge cyclingnews.

- Jeg prøvede at få alle til at køre med rundt. Jeg angreb i sidevinden, og vi blev delt i to grupper på de sidste 25 kilometer. Derefter angreb jeg flere gange på stigningen.

- Da rytteren fra Orica angreb flere gange på de sidste tre kilometer, var det mig, der jagtede ham, og alt arbejdet lå ligesom hos mig i afslutningen, siger Peter Sagan.

Han har også overskud til lykønskninger.

- Jeg blev nummer to. Jeg er glad på Michaels (Matthews) vegne, og jeg er glad for mine point til kampen om den grønne trøje, siger Peter Sagan.

I vindernes lejr var der forståelig jubel efter en sejr fra et udbrud spækket med stærke afsluttere.

I finalen bestod frontgruppen af Peter Sagan (Tinkoff), Samuel Dumoulin (AG2R), Greg Van Avermaet (BMC), Daryl Impey (Orica), Luke Durbridge (Orica), Michael Matthews (Orica) og Edvald Boasson Hagen (Dimension Data).

Impey angreb flere gange - om ikke andet for at tage brodden af Sagan - mens Durbridge sled sig op for at holde forfølgerne væk fra Matthews-gruppen.

- Det er helt utroligt. Det er først ved at synke ind. Jeg var så tæt på at opgive dette løb, efter jeg havde grimme styrt for et og to år siden.

- Jeg tænkte, at måske er dette løb ikke noget for mig, men i dag blev min drøm til virkelighed, siger Michael Matthews ifølge letour.fr.

- Det var aldrig min plan at gå efter et udbrud i dag. Vi ønskede en massespurt.

- Durbridge og Impey gav alt for, at jeg kunne vinde. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvad de har gjort for mig.

/ritzau/