Peter Skak Olufsen døde med arbejdstøjet på

Han var faldet for virksomhedens 70 års aldersgrænse, og det var han sådan set godt tilfreds med. Nu skulle han til at nyde sit otium, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

I et fødselsdaginterview i avisen i oktober 2012 sagde han:

»Jeg glæder mig til ikke længere at have en kalender.«

Og han var i hvert fald sikker på én ting:

»Jeg kommer ikke til at kede mig.«

Men dagene uden en fyldt kalender blev få. Onsdag døde Peter Skal Olufsen pludseligt og helt uventet i sit hjem - familiegodset Quistrup.

Peter Skak Olufsen boede sammen med sin kone, Susanne Olufsen, i den ene halvdel af hovedbygningen, mens sønnen, Janus Skak Olufsen, sammen med sin familie bor i den anden halvdel af stuehuset Quistrup, hvor erhvervseventyret begyndte.

Janus Skak Olufsen fortæller, at hans far onsdag var frisk og veloplagt og i fuld gang med en ombygning af hovedbygningen. Peter Skak Olufsen faldt om under arbejdet og blev over middag onsdag fundet død. Familien befinder sig selvsagt i chok.

»Min far var i gang hele tiden. Det var han altid og lige til det sidste. Han døde med sit arbejdstøj på,« fortæller Janus Skak Olufsen.

På spørgsmålet om, hvad han vil huske sin far for, svarer han:

»For hans grænseløse kærlighed til familien, der altid har ligget ham stærkest på sinde.«

Peter Skak Olufsen blev født 11. oktober 1942 på Quistrup, som søn af godsejer og hofjægermester Aksel Olufsen, der var bror til medstifteren af Bang & Olufsen, Svend Olufsen.

Peter Skak Olufsen ville oprindeligt have været jurist, men efter faderens ønske blev han uddannet agronom på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvorfra han tog afgangseksamen i 1970.

To år senere overtog han familiens gods, Quistrup, som han i 1999 overdrog tre fjerdedele af til sin søn, Janus Olufsen, der i øvrigt er uddannet jurist.

I 2007 overdrog Peter Skak Olufsen hele godset til sønnen, men har selv stået for driften siden da.

Han blev hofjægermester og i 2004 kammerherre. 14. november 1989 blev han desuden Ridder af Dannebrog.

Peter Skak Olufsen sad indtil den årlige generalforsamling i september 2012, i B&Os bestyrelse, hvor han fra 1989 til 2001 var formand.

Med hans afgang er familien Olufsen nu ikke længere repræsenteret i B&Os ledelse.

Gennem livet har Peter Skak Olufsen haft en lang række bestyrelsesposter. Blandt andet har han siden 2003 siddet i bestyrelsen for JP/Politikens Hus.

Peter Skak Olufsen boede til sin død på Quistrup.

Familien oplyser, at tidspunktet for begravelsen bekendtgøres senere.

Dagens Gossip