Peter Sørensen vil have ro efter fyring

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Det har været et par turbulente dage for Peter Sørensen, som onsdag aften blev fyret som cheftræner i AGF.

Nu kræver Peter Sørensen ro, efter at han har været en ombejlet herre i det seneste døgn.

- Af hensyn til AGF's forberedelser til lørdagens kamp i Sønderjyske og et personligt behov for at sunde mig sammen med min familie oven på den seneste dags begivenheder vil jeg i de kommende dage ikke besvare henvendelser fra journalister.

- Fra på søndag står jeg atter til disposition, siger Peter Sørensen i en pressemeddelelse udsendt af AGF.

Onsdag aften tabte AGF med 1-4 på hjemmebane til AaB i kvartfinalen af den danske pokalturnering, og i søndags blev det til et 1-1-resultat hjemme mod FC København.

AGF er lige nu placeret blot to point over nedrykningsstregen i Superligaen. Der resterer 14 spillerunder af denne sæson.

Assistenttræner Jesper Fredberg er blevet forfremmet som ny cheftræner i AGF i resten af foråret, mens AGF-veteranen Martin Jørgensen er ansat som spillende assistenttræner.

/ritzau/