»Peter vil ikke have, at hans navn fremgår«

Lisbeth Rasmussen havde journaliseret fire akter om, at Peter Loft, Skatteministeriets daværende departementschef, havde modtaget dokumenter i Skat Københavns sag mod Stephen Kinnock i sommeren 2010. Det skriver Berlingske.

Situationen var følsom, fordi Folketingets Ombudsmand forinden havde bedt om en redegørelse for, om Skatteministeriet med Venstres Troels Lund Poulsen (V) i spidsen, var blevet orienteret om Skats undersøgelse af, om Kinnock, ægtefælle til daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S), havde snydt i skat. En sag, som ministeriet ikke måtte blande sig i.

Umiddelbart inden havde skattedirektør Erling Andersen mødtes med Peter Loft og Steffen Normann Hansen, Skatteministeriets produktionsdirektør. Begge var oprørte over, at Peter Lofts navn stod på den aktliste, som skulle udleveres til ombudsmanden.

»Peter er meget vred,« genkalder Lisbeth Rasmussen den besked, som hun fik på Erling Andersens kontor:

»Peter ville ikke have, at hans navn fremgår. Det må ikke stå og blinke, at han har været på sagen. Og slet ikke i relation til ombudsmanden. Men jeg mener, at det har været en del af sagen. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at det ikke er en akt.«

Det er netop kommet frem under afhøringerne i skattesagskommissionen, som undersøger læk og magtmisbrug i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Lisbeth Rasmussen har under en tidligere afhøring hos skattesagskommissionen forklaret, at Peter Loft under sagsbehandlingen modtog dokumenter, som målte omkring en centimeter i tykkelse.

Den igangværende skattesagskommission blev siden nedsat på grund af uoverensstemmelse mellem Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, og skattedirektør Erling Andersen om forløbet.

Men under samtalen 9. december 2010 var Loft og Andersen tilsyneladende på samme side.

»Du siger, at EA kritiserer dig for, at det står på aktlisten,« ville kommissionens udspørger advokat Lars Kjeldsen vide.

»Ja,« lød det korte svar fra Lisbeth Rasmussen.

Siden blev Peter Lofts navn fjernet fra de aktlister, som blev givet til ombudsmanden, sammen med redegørelsen.

»Jeg vil ikke helt sige, at det var groft misvisende, at vi skulle pille noget ud, men vi har drøftet det så meget, at jeg ikke synes, man kan lægge sig helt ud over den linje, at sagens materielle indhold og udfald ikke har været drøftet mellem Skat København og ministeriet,« siger Lisbeth Rasmussen og fortsætter:

»Det måtte ikke være synligt, hvilken rolle Peter Loft og Steffen Normann Hansen havde haft. Om det var direkte vildledning ved jeg ikke, men det var ikke nogen god måde over for Folketingets Ombudsmand.«

Lisbeth Rasmussen forklarer også, at hun ikke kunne rokke ved Erling Andersen i spørgsmålet.

Tidligere tirsdag fremlagde skattesagskommissionen en e-mail, der tyder på, at de øverste chefer i Skat København og Skatteministeriet havde en fælles forståelse for, at Folketingets Ombudsmand skulle vildledes i 2010, da han bad om en redegørelse for forløbet og den såkaldte aktliste.

Dagens Gossip

Dagens TV