PFA henter koncerndirektør i Danske Bank

Pensionsselskabet PFA henter den 44-årige vicedirektør i Danske Bank Anders Damgaard som ny koncerndirektør og medlem af PFA’s koncernledelse. Anders Damgaard tiltræder 1. januar 2015 og får ansvar for investering og risikostyring, oplyser PFA.

Det nye medlem af koncernledelsen i PFA kommer fra en stilling som vicedirektør og Global Head of Corporate and Institutional Banking i Danske Bank.

Sammen med sine 200 medarbejdere har Anders Damgaard siddet med ansvaret for Danske Banks største erhvervskunder samt bankens finansielle og institutionelle kunder og modparter.

Koncernchef i PFA Henrik Heideby er både glad og stolt over, at det er lykkedes at tiltrække "en kapacitet" som Anders Damgaard til PFA.

- Med Anders Damgaard får vi en person, der har bred erfaring med ledelse, bankdrift, investering, finansielle produkter, risiko, kunder, salg og strategisk rådgivning.

- Dermed står vi endnu stærkere rustet til den benhårde konkurrencesituation, der er på pensionsmarkedet, siger Henrik Heideby i en pressemeddelelse.

Anders Damgaard har arbejdet i Danske Bank siden 2001, det meste af tiden i Danske Markets. Desuden har PFA's kommende koncerndirektør en solid akademisk baggrund. Fra 1998 til 2001 var han adjunkt i Finansiering på Odense Universitet, hvorfra han i 1998 erhvervede en ph.d. grad.

Derudover er Anders Damgaard cand.scient.oecon. fra Aarhus Universitet fra 1995. Og for den nye koncerndirektør er jobbet i PFA en drøm, der går i opfyldelse.

- Dette er for mig et drømmejob. Der skulle noget meget specielt til, før jeg var parat til at skifte fra mit nuværende spændende job i Danske Bank - og det er netop hvad der er sket, siger Anders Damgaard.

Efter Anders Damgaards tiltrædelse, vil koncernledelsen i PFA ud over Damgaard bestå af Lars Ellehave-Andersen og Jon Johnsen samt topchefen Henrik Heideby.

/ritzau/

Dagens Gossip