PFA skyder kvart milliard i dansk vækst-håb

Pensionskassen PFA har skudt 257 millioner kroner i den danske virksomhed Welltec International, som producerer robotteknologi til olie- og gas-industrien. Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

Welltec, som har hovedsæde i Allerød nord for København, er en del af den danske eksportkanon og blandt de virksomheder, der ventes at skulle drive dansk vækst i fremtiden.

Investeringen styrker Welltecs kapitalgrundlag og vil blive brugt til udvikling af nye produkter.

PFA lægger vægt på kvaliteten i Welltecs produkter og evne til at udnytte »teknologisk ekspertise til at skabe en lønsom virksomhed«.

»Welltec er en virksomhed af høj kvalitet og en interessant investeringscase med stærke vækstmuligheder inden for selskabets interventionsløsninger baseret på robotteknologi og dets lovende completion-løsninger. Selskabets banebrydende teknologi har revolutioneret branchen, og Welltec oplever fortsat højere vækst end konkurrenterne,« siger Jesper Langmack, direktør i PFA Kapitalforvaltning i pressemeddelelsen.

Investeringen er gennemført gennem en rettet emission mod PFA. Med et bruttoprovenu på 257 millioner kroner bliver PFA dermed minoritetsaktionær i Welltec.

Dagens Gossip

Dagens TV