PGA-major: Thomas Bjørn rejser sig fra rædselsrunde

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Det er endnu for tidligt at dømme den danske golfstjerne Thomas Bjørn helt uden vinderchance i majorturneringen PGA Championships.

Med en runde i 69 slag - tre under par - rejste Bjørn sig lørdag efter fredagens rædselsrunde i 75 slag, der sendte ham helt ned på en placering som nummer 50.

Danskeren var især stærkt spillende på lørdagens ni sidste huller på den veltrimmede golfbane i Kohler, Wisconsin, hvor det blev til hele fem birdies. Desværre blev runden afsluttet med en bogey på hul 18.

Inden den afsluttende finalerunde søndag er 44-årige Thomas Bjørn samlet tre slag under par.

Flere af de førende er klokken 22.30 dansk tid endnu ikke færdig med lørdagens runde, så det er for tidligt at spå om danskerens vinderchancer.

Australske Matt Jones lå i spidsen i Wisconsin efter de to første runder i 11 slag under par.

Turneringens anden danske deltager, Søren Kjeldsen, klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.

/ritzau/