Philadelphia kæmper sig ud af historisk NBA-krise

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

Hvis der jubles lidt ekstra i Philadelphia, er der ikke noget at sige til det.

Natten til onsdag dansk tid lykkedes det byens basketballhold Philadelphia 76'ers at vinde og dermed gøre en ende på NBA-historiens dårligste stime.

På hjemmebane slog Phildelphia sæsonens næstdårligste hold, Los Angeles Lakers, med 103-91, og dermed vandt Philadelphia for første gang i 29 kampe.

- Jeg er glad på byens vegne. Vi ville ikke have stimen til at fortsætte. Det er naturligvis en lettelse på mange niveauer, siger holdets cheftræner, Brett Brown, ifølge Reuters.

De 28 nederlag i træk er ikke blot den værste stime i NBA's historie. Det er faktisk den værste i USA's fire største sportsligaer - NBA, NFL, NHL og MLB.

Philadelphia tabte de ti sidste kampe i den foregående sæson, mens man åbnede denne sæson med 18 nederlag på stribe, hvilket også er en tangering af rekorden for den værste sæsonstart i NBA-historien.

Med sejren over Los Angeles Lakers undgik holdet at tage den rekord alene.

Udeholdets aldrende megastjerne Kobe Bryant annoncerede dagen før kampen, at denne sæson ville blive hans sidste, og det fik også stor opmærksomhed i forbindelse med kampen.

Publikum i Philadelphia gav den femdobbelte NBA-mester et stående bifald både under opvarmningen og ved introduktionen af ham før kampstart. Derudover var der også lavet en videohyldest til ham.

- Jeg er ikke den mest følelsesladede person. Jeg prøver ikke at være det. Men det ramte mig, lyder det fra Kobe Bryant.

Han og Los Angeles-holdet er nu kun en enkelt sejr bedre end Philadelphia i sæsonen, hvor det er blevet til to sejre i 17 kampe.

/ritzau/