Philip Larsen beæret over Edmonton-skifte

Philip Larsen blev fredag morgen bogstaveligt talt taget på sengen. Om sommeren bor og træner Dallas Stars-backen i Göteborg, og hans agent ringede og vækkede ham med en chokbesked om, at han er blevet tradet til Edmonton Oilers i en NHL-handel.

- Jeg ved godt, at der kan ske mange ting på den her årstid i NHL, men blev alligevel overrasket, siger Philip Larsen, 23, til sporten.dk

- Jeg har været utrolig glad for Dallas Stars fra dag ét, men glæder mig også til at spille for Edmonton Oilers. Det er en stor ære, at de vil have mig. Edmonton er en stor og spændende hockeyby, og Oilers er en traditionsrig klub med et stærkt hold og en god organisation. Jeg kommer til et ungt hold, som spiller offensiv hockey, og det vil passe mig fint.

Philip Larsen er klar til næste kapitel i karrieren og pointerer:

- Mange ser negativt på at blive tradet, men det gør jeg ikke. Tværtimod.

Philip Larsen debuterede for Dallas Stars i sæsonen 2010/11 og har spillet 95 NHL-kampe (fem mål og 14 assist). Han er i særklasse Danmarks bedste back og var i sporten.dks optik bedste danske VM-spiller i både 2012 og 2013.

- Det bliver en omvæltning at komme fra plus 30 grader i Dallas til vinterkulden i Edmonton, men også spændende, siger han.

Dagens Gossip