Philip Seymour Hoffman er død

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske skuespiller Philip Seymour Hoffman er søndag fundet død i sin lejlighed i New York.

Det fortæller flere amerikanske medier.

Skuespilleren, der blev 46 år, er blandt andet kendt fra filmen "Capote", der indbragte ham en Oscar for bedste skuespilpræstation.

Han huskes desuden for sine roller i film som "The Big Lebowski" og "Boogie Nights". I fjor var han med i "Hunger Games: Catching Fire".

Kilder i New Yorks politi siger til medierne, at årsagen til dødsfaldet er ved at blive undersøgt, men der er mistanke om en overdosis heroin.

Ifølge New York Times blev han fundet med en kanyle i armen, ligesom der er fundet heroin i lejligheden.

For en uges tid siden var der forlydender på Facebook og internetmedier om, at Philip Seymour Hoffman faktisk var død, men det viste sig dengang, at det var et af de kedelige tilfælde, hvor nogle finder det morsomt at lyve kendte personer døde.

Men en række medier har nu talt med politiet. Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at det har talt med en politimand, der ikke vil identificeres, men kilden siger, at årsagen til dødsfaldet nu er ved at blive undersøgt.

Ifølge oplysningerne til AFP blev politiet kaldt til skuespillerens lejlighed omkring klokken 17.15 dansk tid. Det var en ven, der kontaktede politiet, da Hoffman var livløs.

Philip Seymour Hoffman havde angiveligt en del problemer med misbrug.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at han tidligere talte åbent om misbrugsproblemer, som han sloges med det meste af livet.

Forbes skriver, at Hoffman i maj i fjor var til afvænning på grund af heroinmisbrug.

Han havde problemer med misbrug allerede som ung, men i de seneste to årtier holdt han stien ren - med undtagelse af en periode i 2013, hvor han faldt i igen.

Ved sin død var han ifølge dpa i gang med filmen "Hunger Games: Mockingjay- Part 2".

Philip Seymour Hoffman havde en søn og to døtre med sin livslange partner, Mimi O'Donnell.

/ritzau/