Pia K. afviser kritik: Jeg ændrer ikke adfærd som formand

Skrevet af admin

23/04/2016

Dagens topnyheder

Pia Kjærsgaard (DF) giver intet for den kritik, som Mette Gjerskov kommer med i en blog på tv2.dk, hvor S-profilen kalder Kjærsgaard for en elendig formand for Folketinget.

Eksministeren mener, at den tidligere DF-formand taler kollegerne ned i stedet for op, og Gjerskov skriver blandt andet, at "på alle andre arbejdspladser end Folketinget ville en tillidsmand af den kaliber have fået sparket af kollegerne".

- Jeg bliver overrasket hver gang. Hvis jeg følte, at jeg gjorde noget som helst andet end det, man forventede af mig som Folketingets formand, så ville jeg selvfølgelig prøve at gøre noget andet.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg er meget glad for det arbejde, jeg har, og jeg bliver meget overrasket over disse angreb, siger Pia Kjærsgaard.

Folketingets formand bliver med jævne mellemrum kritiseret af politikere fra rød blok - blandt andet fordi, Pia Kjærsgaard har kritiseret politikerne for at bruge for megen tid på sociale medier i folketingssalen.

Mette Gjerskov mener, at Pia Kjærsgaard i stedet for at kritisere politikernes brug af sociale medier burde fortælle, at sociale medier er med til at skabe dialog mellem politikerne og borgerne.

Kritikken får ikke Pia Kjærsgaard til at overveje at gå af som formand. Kjærsgaard, der selv er kendt for sin skarpe tunge, mener, at Gjerskov er grov i sin blog.

- Hun er traditionen tro ret grov i sin mund. Det er ikke nyt. Det falder kun tilbage på hende selv. Jeg har netop gjort det, hun siger, jeg ikke har gjort.

- Jeg har anerkendt brugen af sociale medier. Jeg har bare sagt, at det er kammet over, og det tror jeg, at mange folketingsmedlemmer vil give mig ret i, hvis de granskede deres inderste sjæl, siger Pia Kjærsgaard.

Hun minder om, at Socialdemokraterne har været med til at indstille hende som formand for Folketinget.

- Gjerskov må gå til S-ledelsen, hvis der er noget, hun er utilfreds med. Jeg gør, hvad jeg kan for at udføre mit hverv bedst muligt, og det vil jeg fortsætte med at gøre.

- Jeg har ikke tænkt mig at ændre adfærd på nogen måde, siger Pia Kjærsgaard, som tror, at det er en gammel fejde mellem DF og S, der hele tiden blusser op:

- For mig er det i bund og grund meget svært at tilfredsstille alle hos Socialdemokraterne. Der vil altid være noget.

- Måske har Socialdemokraterne lidt svært ved at acceptere, at jeg er formand, men det må jeg lade som om, at jeg ikke helt er klar over.

- Det er et fantastisk stort og ærefuldt hverv, og jeg prøver at varetage det på bedste måde. At jeg skal udsættes for disse angreb, er ikke berettiget, siger Kjærsgaard.

/ritzau/