Pia Kjærsgaard: Gal og rystet over Facebooks spærring

Årsagen til spærringen var, at Pia Kjærsgaard, der er værdipolitisk ordfører i Dansk Folkeparti, havde kaldt statsminister Helle Thorning-Schmidt for naiv og dum.

Og det fik altså Facebook til at reagerer med en blokade af hendes profil i 24 timer.

Det har Facebook så i dag undskyldt og beklaget, men det mildner ikke Pia Kjærsgaard.

Sådan lyder det i dag på hendes profil:

Dumt gjort, Facebook

Velkommen tilbage til min facebookside!

De fleste af jer har nok opdaget, at jeg af Facebook blev udstyret af en 24 timers blokering, fordi jeg åbenbart havde overtrådt Facebooks erklæring om rettigheder og ansvar. Det skete på grund af mit indlæg om Helle Thorning Schmidts holdning til øget grænsekontrol og viden om danske landgrænser. Jeg havde skrevet ”Statsministeren er bare for dum og naiv”, og det må man åbenbart ikke. I hvert fald ikke når man hedder Pia Kjærsgaard.

Jeg blev gal og rystet, fordi der på Facebook ikke er de store muligheder for at klage. Følte mig næsten hensat til en diktaturstat som Nordkorea. Tidligere havde jeg fået en advarsel, fordi jeg angiveligt havde lagt ’pornografiske billeder’ ud på siden. Det var et billede af min hund Rikke, som ganske rigtig kun var iført et lille halsbånd… Ikke voldsomt pornografisk.

Heldigvis har gårsdagens medieomtale medført, at Facebook har erkendt, at der er tale om en fejl i begge tilfælde. De har endda sendt mig en undskyldning, som jeg naturligvis har godtaget.

Men alligevel. Når jeg tænker på, hvad jeg oplevet af svinske kommentarer om mig og min person, eller falske profiler, hvor jeg udstilles på en grov krænkende måde, så har jeg svært ved at se, hvorfor det ikke er blevet blokeret og slettet af Facebooks censurkorps? Hvordan kan det også være, at det indlæg jeg skrev, som Facebook slettede, siden blev bragt på Helle Thorning Schmidts egen side – og blev stående?

Facebook er et nyt og spændende medie, som jeg på mange måder er glad for. Jeg holder af den brede debat – også hvis den bliver en smule grovkornet af og til. Men at Facebook går ind og fjerner indslag og blokerer sider, uden at tjekke de nærmere omstændigheder, det er ikke godt nok. Det er simpelthen uprofessionelt.

Dagens Gossip