Pia Kjærsgaard kræver nedbrændt museum genopbygget

»Det skal genopføres så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Pia Kjærsgaard, der kalder branden »en katastrofe«.

To tredjedele af museet er stærkt medtaget efter branden, der brød ud omkring klokken kvart i to natten til søndag og først kom under brandvæsenets kontrol søndag ved middagstid.

Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at det nedbrændte museum skal blive, hvor det hele tiden har været.

»Jeg synes, det bør genopbygges, for det er helt specielt museum. Hvis det står til mig, skal museet ligge, hvor det hele tiden har ligget,« siger hun.

Pia Kjærsgaard vil nu have kulturminister Marianne Jelved (R) til at svare på, hvad man vil gøre for hurtigst muligt at kunne åbne museet igen.

»Jeg har ofte besøgt Frihedsmuseet. Jeg kender det ud og ind og kører forbi det hver dag. Jeg synes, det er afgørende, at vi har det, så jeg synes, kulturministeren skal svare på, hvor hurtigt man vil genopføre museet,« siger Pia Kjærsgaard, der kalder museet afgørende for danskernes forståelse af anden verdenskrig.

»Det er afgørende, at danskerne kender historien om anden verdenskrig. Mange er nulevende og kender historien. Det er vigtigt, at de kan besøge museet, men det er også vigtigt for kommende generationer, at man ved, hvad der er sket i de fem forfærdelige år,« siger Pia Kjærsgaard.

Det lykkedes i løbet af søndagen museets personale at bringe de udstillede genstande i sikkerhed for flammerne, så intet er gået tabt.

Brandvæsenet forventer dog ikke at kunne forlade stedet før tidligst sent søndag aften.

Dagens Gossip