Pia Olsen Dyhr er tavs om formandsposten i SF

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Pia Olsen Dyhr holder munden lukket, når snakken falder på, om hun er i spil til posten som formand for SF efter Annette Vilhelmsens dramatiske exit som formand torsdag.

Den hidtidige transportminister bliver af flere, blandt andre SF's nyudnævnte gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, nævnt som det bedste bud. Men det var en tavs Pia Olsen Dyhr, der hastede ud af folketingssalen torsdag formiddag.

Spørgsmål: - Skal jeg forstå det sådan, at du ikke har nogle kommentarer?

- Ja, det er korrekt.

Pia Olsen Dyhr har tidligere stillet op som formand, men tabte til Villy Søvndal. Da hun blev transportminister i 2013, afviste hun samtidig, at hun ville stille op som formand i fremtiden.

På Facebook lister hun flere projekter op, som hun anser som SF-aftryk på regeringen.

Det drejer sig om "lighed i sundhed, en togfond, en milliard til uddannelse fra ufaglært til faglært, en ressourcestrategi, en afskaffelse af favoriseringen af privathospitalerne, en selvstændigt palæstinensisk repræsentation".

- Jeg takker af som transportminister - det har været sjovt. Men jeg er klar til at sikre SF indflydelse, også udenfor regering. Vi skal ikke være et protestparti, men et parti der vil forandre Danmark, skriver hun.

Heller ikke Jonas Dahl, der stopper som skatteminister, vil be- eller afkræfte, om han vil stille op som formand ved det snarlige ekstraordinære landsmøde.

- Det har jeg overhovedet ikke gjort mig nogle tanker om, siger Jonas Dahl på spørgsmålet om, hvorvidt han vil være ny formand for SF efter Annette Vilhelmsen.

Spørgsmål: Så du afviser ikke at gå efter den post?

- Det, synes jeg, er utidigt overhovedet at begynde på. Jeg har respekt for, at Annette har trukket sig som formand, og så må vi se, hvad der sker fremadrettet, siger han.

Både sundhedsminister Astrid Krag og Lejre-borgmester Mette Touborg har afvist, at de stiller op.

/ritzau/