Pia Olsen Dyhr regner med at blive valgt ind

Skrevet af admin

19/06/2015

Mest læste i dag

Et muligt drama udspiller sig om SF-formand Pia Olsen Dyhr, som efter partiets tilbagegang ved valget ikke er sikker på sin plads i Folketinget.

Da SF går fra tre til blot et mandat i Københavns Storkreds, tegner der sig en duel mellem Pia Olsen Dyhr og SF-profilen Özlem Cekic, som ved valget i 2011 fik flere end dobbelt så mange stemmer som den nuværende formand.

Pia Olsen Dyhr regnes dog som favorit, og hun er også optimist, inden at de personlige stemmer er talt op. Hun regner med at beholde sin plads i Folketinget

- Jeg tror, jeg bliver valgt. Alt andet vil overraske mig, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

SF er efter valget landets næstmindste parti med nu blot syv mandater - en tilbagegang på ni mandater fra 2011-valget.

Fredag blev SF's eksformand Annette Vilhelmsen på Fyn sendt ud af Folketinget af Karsten Hønge - den såkaldte vikar fra helvede - som fik flere personlige stemmer end Annette Vilhelmsen.

Hønge fik således 2647 personlige stemmer, mens Vilhelmsen fik 2510.

På Fyn gav folketingsvalget en lussing til SF, der mister det ene af sine to mandater. Storkredsen gav i 2011 partiet to mandater, der gik til Anne Baastrup og den senere partiformand Annette Vilhelmsen.

Vilhelmsen, der gik af som formand i 2014, var igen på valg ligesom Karsten Hønge, der spillede en væsentlig rolle i partiets exit fra regeringen.

/ritzau/