Pierre-Emile Højbjerg roser Guardiola

Sidste sæson fik han debut for Bayern München som den yngste nogensinde i klubbens historie. Og selv om de tyske mestre og CL-vindere har skiftet træner, ser det ud til, at tilliden til 17-årige Pierre-Emile Højbjerg fortsætter.

Og den unge dansker er da også fuld af lovord om sin nye træner Pep Guardiola.

- Han er en stor hjælp. Han taler meget med mig og fortæller mig, hvad han forventer af mig. Han giver mig mange tips, siger Højbjerg om Guardiola, der ligesom danskeren selv spillede på den defensive midtbane, da han var aktiv.

- Jeg kan godt lide at være inde på midten, hvor jeg har mange boldberøringer og kan diktere kampene, siger Højbjerg på klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg vil have så meget ud af mit talent som muligt, men det kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det går fremad, og jeg lærer meget og suger alt til mig lige i øjeblikket, siger Højbjerg, der fylder 18 år i august.

- I øjeblikket nyder jeg hvert øjeblik og hver dag, jeg er her. Jeg føler mig virkelig godt tilpas og i god form. I øjeblikket er jeg i en god situation.

Sportsdirektør Matthias Sammer lægger ikke skjul på sin begejstring for sin unge dansker.

- Han er en fast del af truppen, siger Sammer om Højbjergs rolle i den kommende sæson.

- Han befinder sig i en overgangsfase fra ungdomsfodbold til senior, men han bringer alligevel en selvbevidsthed med sig, som er vigtig for at kunne slå til. Men vi skal også give ham den nødvendige tid, siger Sammer om Højbjerg, der i sidste sæson fik debut for Bayern i Bundesligaen, og som spillede 30 kampe og scorede otte mål for Bayerns reservehold.

Dagens Gossip