Pige dræbt i ulykke for øjnene af sin mor

En 10-årig pige blev tidligt tirsdag aften dræbt for øjnene af sin mor i en højresvingsulykke i Valby i København.

Ulykken skete omkring klokken 17.50 i et stort kryds ved Damhussøen, hvor Peter Bangs Vej, Ålholmvej, Ålekistevej og Grøndals Park Vej mødes.

- Pigen og hendes mor kommer cyklende ad Peter Bangs Vej i retning mod Frederiksberg, fortæller vagtchef Dannie Rise fra Københavns Politi.

I krydset skal mor og datter lige ud, men en lastbil holder og venter på at dreje til højre ad Ålholmvej.

- Chaufføren holder tilbage for én cykel, men overser pigen, der kommer bagefter, og hun kommer i klemme under lastbilen, siger Dannie Rise.

Moren kom kørende bag sin datter og var vidne til den tragiske ulykke, men blev ikke selv ramt af lastbilen.

Foruden moren er flere vidner ved at få krisehjælp.

- Vi har fem-seks vidner til ulykken. De er selvfølgelig dybt chokerede, så dem har vi taget med for at tilbyde psykologisk krisehjælp, siger Dannie Rise.

/ritzau/

 

Dagens Gossip