Pige trækker anmeldelse af voldtægt tilbage

Det var ikke i overensstemmelse med sandheden, da en 16-årig pige fra Odense mandag fortalte politiet, at hun var blevet voldtaget i en park i Højby.

- Pigen er i dag blevet yderligere afhørt til sagen og oplyser nu, at de oplysninger, som hun havde fortalt politiet ved anmeldelsen, ikke er i overensstemmelse med sandheden, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen i en pressemeddelelse.

På baggrund af anmeldelsen efterlyste Fyns Politi en 18-20-årig mand, der skulle køre rundt på en hvid scooter af mærket JOG.

En sådan scooterkørende mand er nu ikke længere i politiets søgelys.

Politiet fortsætter imidlertid efterforskningen for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip